Forårskoncert
Tirsdag den 24. april 2012 kl. 20:00 i Vor frue kirke, Nyborg
Nyborg Motetkor, dirigent Maria Hørup
Ludvig Bødtcher (1793-1874)
I Foraaret
Nu sænker sig Vaarens svangrende Luft,
Og Knopperne briste, og Blomsten faaer Duft,
Og Bølgen, som længe smægted i Tvang,
Gaaer atter sin blinkende Gang; -
I dunkle Lund,
I dæmrende Stund,
Bag Løv, som skjærmer,
En Nattergal sværmer, -
Og Tonerne synke dybt i mit Bryst
Som Suk, som Savn, som smeltende Lyst!
Nu gløder i Rosen Eros sin Piil
Og svinger sin Bue med Trods og med Smil,
Han stiger fra Jord som qviddrende Fugl
Og spejder bag Skyen i Skjul:
O vogt nu tro
Dit Hjertes Ro!
Hans Piil er baaren
Af Duften i Vaaren -
Den træffer som Lyn og fylder dit Bryst
Med Suk, med Savn, med smeltende Lyst!
Christian Richardt, (1831-1892)
Den vilde rosenbusk
Du fattige Busk, hvor er Du skjøn!
Hvor yndig og fin, hvor sommergrøn!
Din Blomstertop
bandt Ingen op,
naar den var rosentung -
dog flammer Du for Solens Glød
lig Kjærlighedens Rose rød,
mens Sjælen er ung.
Hvem dufter Du for? For Hjort og Hind!
Hvem plukker din Blomst? Kun Nattens Vind!
Men næste Vaar
igjen Du staar
med Blus paa hver en Green:
Da tændes atter Rosens Glød;
men Kjærlighedens Rose rød, -
dens Maj er kun een.
Christian Richardt, (1831-1892)
Sommervise (1874)
Når egene knoppes,
og granerne duppes,
og skræpperne kante den støvede vej.
Når frøen fortæller,
mens guldregnen hælder
sig over syrenen i hviskende leg,
da dages, da kommer
den danske skærsommer,
farvel og på gensyn, du liflige maj!
Når rugen alt bølger,
og kornblomsten dølger
sin blå lille kyse bag gitter af strå.
Når føllene tumle,
mens køerne gumle,
og viben sig soler med ungerne små,
da dages, da kommer
den danske skærsommer,
og derom alt fløjter den nattergal grå.
Når skoven har skygge,
og bien gør lykke,
og bøgen har mørknet sit lyseste blad.
Når roser udspringe
blandt torne, som stinge,
lig luende elskov af truende had,
da dages, da kommer
den danske skærsommer,
den er der, og gør selv den tungeste glad.
O, fly ej for snarlig,
men bring os lidt varlig
fra nætternes lyse til tusmørkets stund!
Vi vented så længe
på blommende enge,
på duften fra rosernes svulmende mund, –
men bedst som du kommer,
du favre skærsommer,
så hastigt du flyr som et drømmerigt blund!
Chr. Winther (1796-1876)
Sommerlyst
Nu kan vi dandse!
Lystigt i Sommerluft,
Binde vi Krandse,
Aande vi Blomsterduft!
Lilier bløde
Roser de røde,
Nelliker, Bukkar, Violen den blaa
Her rundtom os staae.
Vi har en Gynge
Hængt mellem Eeg og Bøg,
Den kan os slynge
Høit under Leeg og Spøg,
Kjøligt os Vinden
Suser om Kinden,
Surrende Bier os seile forbi
Saa lette som vi!
Gjøgen den galer,
Lærkerne qviddre smukt,
Venlige Svaler
Svæver i sagte Flugt!
Yndige Sommer!
Næppe Du kommer,
Smilende, rødmende, liflig men kort,
Saa iler Du bort!
I Foraaret
Nu sænker sig Vaarens svangrende Luft,
Og Knopperne briste, og Blomsten faaer Duft,
Og Bølgen, som længe smægted i Tvang,
Gaaer atter sin blinkende Gang; -
I dunkle Lund,
I dæmrende Stund,
Bag Løv, som skjærmer,
En Nattergal sværmer, -
Og Tonerne synke dybt i mit Bryst
Som Suk, som Savn, som smeltende Lyst!
Nu gløder i Rosen Eros sin Piil
Og svinger sin Bue med Trods og med Smil,
Han stiger fra Jord som qviddrende Fugl
Og spejder bag Skyen i Skjul:
O vogt nu tro
Dit Hjertes Ro!
Hans Piil er baaren
Af Duften i Vaaren -
Den træffer som Lyn og fylder dit Bryst
Med Suk, med Savn, med smeltende Lyst!
Christian Richardt, (1831-1892)
Den vilde rosenbusk
Du fattige Busk, hvor er Du skjøn!
Hvor yndig og fin, hvor sommergrøn!
Din Blomstertop
bandt Ingen op,
naar den var rosentung -
dog flammer Du for Solens Glød
lig Kjærlighedens Rose rød,
mens Sjælen er ung.
Hvem dufter Du for? For Hjort og Hind!
Hvem plukker din Blomst? Kun Nattens Vind!
Men næste Vaar
igjen Du staar
med Blus paa hver en Green:
Da tændes atter Rosens Glød;
men Kjærlighedens Rose rød, -
dens Maj er kun een.
Christian Richardt, (1831-1892)
Sommervise (1874)
Når egene knoppes,
og granerne duppes,
og skræpperne kante den støvede vej.
Når frøen fortæller,
mens guldregnen hælder
sig over syrenen i hviskende leg,
da dages, da kommer
den danske skærsommer,
farvel og på gensyn, du liflige maj!
Når rugen alt bølger,
og kornblomsten dølger
sin blå lille kyse bag gitter af strå.
Når føllene tumle,
mens køerne gumle,
og viben sig soler med ungerne små,
da dages, da kommer
den danske skærsommer,
og derom alt fløjter den nattergal grå.
Når skoven har skygge,
og bien gør lykke,
og bøgen har mørknet sit lyseste blad.
Når roser udspringe
blandt torne, som stinge,
lig luende elskov af truende had,
da dages, da kommer
den danske skærsommer,
den er der, og gør selv den tungeste glad.
O, fly ej for snarlig,
men bring os lidt varlig
fra nætternes lyse til tusmørkets stund!
Vi vented så længe
på blommende enge,
på duften fra rosernes svulmende mund, –
men bedst som du kommer,
du favre skærsommer,
så hastigt du flyr som et drømmerigt blund!
Chr. Winther (1796-1876)
Sommerlyst
Nu kan vi dandse!
Lystigt i Sommerluft,
Binde vi Krandse,
Aande vi Blomsterduft!
Lilier bløde
Roser de røde,
Nelliker, Bukkar, Violen den blaa
Her rundtom os staae.
Vi har en Gynge
Hængt mellem Eeg og Bøg,
Den kan os slynge
Høit under Leeg og Spøg,
Kjøligt os Vinden
Suser om Kinden,
Surrende Bier os seile forbi
Saa lette som vi!
Gjøgen den galer,
Lærkerne qviddre smukt,
Venlige Svaler
Svæver i sagte Flugt!
Yndige Sommer!
Næppe Du kommer,
Smilende, rødmende, liflig men kort,
Saa iler Du bort!
Program
Requiem af Charlotte Schiøtz (2004-05)
Satser: Kyrie — Pie Jesu — Libera me — Agnus dei — Lux aeterna — Sanctus — In Paradisum
Klaversolo ved pianist Kåre Brønserud:
S. Rachmaninov: Præludium op. 32 no. 12, Gis-mol
Årstider af Søren Birch (2009)
Forår og Sommer af Peter Heise (1878)
Peter Heise (1830-1879)
Søren Birch (nulevende)
P. Heise var en periode sanglærer på Sorø Akademi.
Søren Birch er ansat som docent i kor- og ensembleledelse ved Det jyske Musikkonservatoriums afdeling i Aalborg,
hvor han har ansvaret for uddannelsen af klassiske kordirigenter.
Koncerten indeholder således lyrik af danske 1800-tals digtere, sat i musik af to forskellige komponister, også danske, men fra forskellige tidsepoker.
Musikken afspejler derfor spændvidden i dansk musikudtryk over to århundreder.
J. P. Jacobsen (1847-1885)
Vaar
Vær hilset sejervante Vaar
Med al din milde Vælde,
Der magtet har saa mangt et Aar
Den barske Vinter fælde!
Og Lærken har i Sang fortalt,
At og du nu vandt Slaget,
Og at din milde Aande alt
Har bort dens Taager jaget.
Glad skynder sig hver Blomst i Vang
Dit glade Bud at følge,
At bryde Dækket, der dem tvang
Den lyse Pragt at dølge.
Travl iler Bækken, nys gjort fri
Fra Vint'rens Lænker tunge,
Og spejler, rullende forbi,
De fagre Spirer unge.
Og Skovens Træ'r, som Stormens Magt
Har evnet ej at fælde,
De straale nu i nyfødt Pragt
Trods deres store Ælde.
Thi Livets Gnist, der ulmed' svag
I deres runkne Stammer,
Sig hvirvler nu mod Himlens Tag
I tusind' grønne Flammer.
Viggo Stuckenberg (1832-1899)
Foraarsregn
Det regner over Mosen,
saa mildt og blødt, saa fint og tæt,
et Regnvejr graat af Grøde,
en Livsens Dug, der lindt og let
mod Jordens Hjærte rinder.
Som smaa Krystaller perler
i Kabelejers gyldne Fang
de vædeblanke Draaber,
og Slaaentjørnens Tornehang
i snehvidt Knopbrud skinner.
Det gule Græs, de spinkle,
de silkefine brune Rør
i Regnen lydløst bæver,
og Spindelvævets Sølverslør
om Straa sig draabet vinder.
Det regner over Mosen,
saa stille gaaer den Dag sin Gang,
en enlig Smaafugl pipper
og løfter kvidrende sin Sang
imedens Regnen rinder.
Thøger Larsen (1875-1928)
Aftenstemning
Det damper af Eng, det skinner af Dugg,
og Vandene slumrer i vage Vugg.
Der daler Fred over Jorden ned
og over mit Hjertes Ensomhed.
Den glider saa sagtelig fra det blaa,
hvor evige Verdner lydløst gaa.
Min Sjæl er af dybe Drømme fuld,
den spejder og lytter over Mark og Muld.
Og Dæmringen drømmer i Vest og Nord,
og Smaaskyer sover højt over Jord.
Jeg renser mit Blik i Himlens Blaa
og gemmer i mit Sind alt fagert, jeg saa.
Viggo Stuckenberg (1832-1899)
Septemberaften
Højt, højt en Stjerne staar!
saa højt som ingen Sinde
en Stjerne jeg saa skinne, —
højt, højt en Stjerne staar!
Saa bleg og ren en Himmel,
saa klar en Skumringsluft,
fyldt af saa dugget Duft, —
saa ren, saa høj en Himmel!
Du lyse Efteraar,
guldstraalende, sølvsmykket,
i Perlestrømme dykket,
du Vintrens gyldne Vaar!
Jeg træder i dit Tempel
at ofre i dit Skød
hvert Suk, hver Sjælenød
dræbt i dit lyse Tempel.
Mit Sind sig skært har vendt
mod Lyset, du udfolder.
— Septemberkvæld! det volder
Stjernen, du højt har tændt!
Vaar
Vær hilset sejervante Vaar
Med al din milde Vælde,
Der magtet har saa mangt et Aar
Den barske Vinter fælde!
Og Lærken har i Sang fortalt,
At og du nu vandt Slaget,
Og at din milde Aande alt
Har bort dens Taager jaget.
Glad skynder sig hver Blomst i Vang
Dit glade Bud at følge,
At bryde Dækket, der dem tvang
Den lyse Pragt at dølge.
Travl iler Bækken, nys gjort fri
Fra Vint'rens Lænker tunge,
Og spejler, rullende forbi,
De fagre Spirer unge.
Og Skovens Træ'r, som Stormens Magt
Har evnet ej at fælde,
De straale nu i nyfødt Pragt
Trods deres store Ælde.
Thi Livets Gnist, der ulmed' svag
I deres runkne Stammer,
Sig hvirvler nu mod Himlens Tag
I tusind' grønne Flammer.
Viggo Stuckenberg (1832-1899)
Foraarsregn
Det regner over Mosen,
saa mildt og blødt, saa fint og tæt,
et Regnvejr graat af Grøde,
en Livsens Dug, der lindt og let
mod Jordens Hjærte rinder.
Som smaa Krystaller perler
i Kabelejers gyldne Fang
de vædeblanke Draaber,
og Slaaentjørnens Tornehang
i snehvidt Knopbrud skinner.
Det gule Græs, de spinkle,
de silkefine brune Rør
i Regnen lydløst bæver,
og Spindelvævets Sølverslør
om Straa sig draabet vinder.
Det regner over Mosen,
saa stille gaaer den Dag sin Gang,
en enlig Smaafugl pipper
og løfter kvidrende sin Sang
imedens Regnen rinder.
Thøger Larsen (1875-1928)
Aftenstemning
Det damper af Eng, det skinner af Dugg,
og Vandene slumrer i vage Vugg.
Der daler Fred over Jorden ned
og over mit Hjertes Ensomhed.
Den glider saa sagtelig fra det blaa,
hvor evige Verdner lydløst gaa.
Min Sjæl er af dybe Drømme fuld,
den spejder og lytter over Mark og Muld.
Og Dæmringen drømmer i Vest og Nord,
og Smaaskyer sover højt over Jord.
Jeg renser mit Blik i Himlens Blaa
og gemmer i mit Sind alt fagert, jeg saa.
Viggo Stuckenberg (1832-1899)
Septemberaften
Højt, højt en Stjerne staar!
saa højt som ingen Sinde
en Stjerne jeg saa skinne, —
højt, højt en Stjerne staar!
Saa bleg og ren en Himmel,
saa klar en Skumringsluft,
fyldt af saa dugget Duft, —
saa ren, saa høj en Himmel!
Du lyse Efteraar,
guldstraalende, sølvsmykket,
i Perlestrømme dykket,
du Vintrens gyldne Vaar!
Jeg træder i dit Tempel
at ofre i dit Skød
hvert Suk, hver Sjælenød
dræbt i dit lyse Tempel.
Mit Sind sig skært har vendt
mod Lyset, du udfolder.
— Septemberkvæld! det volder
Stjernen, du højt har tændt!